Få hjælp til at gøre indholdet på din virksomheds hjemmeside mere brugervenligt. Den 5. artikel i temaet Skriv til nettet får du her: Link hjemmesiden sammen.
Interne link, altså de link, som fører til indhold på virksomhedens egen hjemmeside, er vigtige. De interne link binder hjemmesiden sammen, og linkene
- hjælper kunden med hurtigt at finde relateret indhold uden selv at skulle lede efter det i menuen
- styrker hjemmesidens placering i Google.
Link giver kunden mere viden og information
Link, både interne (= til egen hjemmeside) og eksterne (= til andre hjemmesider), er en dør, din kunde kan åbne til mere viden og information. Indsæt link direkte i brødteksten eller nederst på de enkelte websider (undersider). Eller gør begge dele.
- Link i brødteksten
Vær ikke for rundhåndet med link i brødteksten, og tænk over, hvor du placerer dem. For hver gang kundens øjne møder et link, bliver hendes læsning forstyrret lidt, og hun overvejer at klikke på linket – og læser måske ikke resten af din tekst. - Link efter brødteksten
Slut gerne websider af med link efter brødteksten. De vil fungere som såkaldt CTA (call to action), der leder kunden videre og ikke efterlader hende i bunden af siden. Det kan fx være link til relateret indhold, til en produktside eller kontaktsiden.
Gør det altid tydeligt for kunden, hvor linket fører hen
Din linktekst, også kaldet ankertekst, skal fortæller kunden (og Google), hvor hun bliver ført hen, når hun klikker på linket. Undgå derfor ’Klik her’ som linktekst. Link er mest overskuelige, når de oprettes på så få ord i teksten som muligt (men selvfølgelig ikke færre end at det giver mening).
Giv også linket en titel – det er den tekst, kunden ser, når markøren køres henover linket. I linktitlen kan du bruge flere ord end i selve linket (ankerteksten). Og gør gerne det, for linktitlen er en ekstra hjælp til både kunden og Google om, hvor linket fører hen. Linktitler er også et af redskaberne til at søgemaskineoptimere din hjemmeside, så sørg for, at væsentlige søgeord optræder her. Men selvfølgelig kun, når linket fører til information om søgeordet.
Skal dit link få kunden til at gøre noget aktivt, så sørg for, at det aktive verbum er en del af linket. Lav linktekst (ankertekst), der fx hedder ’Bestil rapporten’, ’Tilmeld dig Skriv til nettet-kurset’ eller ’Kontakt os’.
Vær en omhyggelig link-håndværker
Test altid dit link, når du har indsat det. Der skal blot et enkelt fejlagtigt tegn til, for at linket ikke virker. Og et link, der ikke fungerer (et såkaldt broken link), er værre end intet link.
Følg denne huskeregel, når du laver link
- Interne link (= til sider på egen hjemmeside) åbner i samme vindue/faneblad
- Eksterne link (= til andre hjemmesider) åbner i nyt vindue/faneblad.
Hvis du lader alle link åbne i et nyt vindue/faneblad, bliver det lynhurtigt uoverskueligt for kunden. Lader du alle link åbne i samme vindue/faneblad, har du pludselig sendt kunden væk fra virksomhedens hjemmeside.
Husk, at link skal vedligeholdes. Websider skifter placering, så det er en god idé med jævne mellemrum at gennemgå hjemmesidens link og rette dem, der ikke længere virker. Broken links er irriterende for kunden og sender et signal om en sjusket hjemmeside. Og det er jo ikke i virksomhedens interesse …
Kursus i at skrive til nettet?
Har du og dine medarbejdere brug for endnu flere gode skriveråd og effektive skriveøvelser, så husk, at I altid kan booke mig til et Skriv til nettet-kursus.