Pas på, endnu et fupvirksomhedsregister

Brev fra fupregisterEngang havde jeg et sprogligt konsulentfirma, der hed Redaktricen. Det var før, jeg begyndte udelukkende at beskæftige mig med webkommunikation og derfor oprettede Webredaktricen. Redaktricen havde også et telefonnummer (selvfølgelig). Men den telefonforbindelse blev nedlagt i juni 2008, og et halvt år senere forsvandt Redaktricen også fra CVR-registret.

Brev fra Den Danske Virksomhedsportal
Ikke desto mindre modtog firmaet Redaktricen i dag et brev (hvori bl.a. det gamle telefonnummer stod). Afsendt fra Spanien og uden afsender på. Først ved åbningen viste det sig at være fra Den Danske Virksomhedsportal. Brevet blev indledt

Kære damer og herrer,
I forbindelse med årets forberedelser af den danske virksomhedsportal skal vi bede om efterprøvning af Deres virksomhedsdata der er anført på side 2 …

Nok bimlede mine alarmklokker allerede, inden jeg sprættede kuverten op, men da jeg begyndte at læse, blev alarmlarmen overvældende. Der stod spam og fup overalt. For sådan formulerer man sig ikke på dansk. I hvert fald kun hvis man læner sig kraftigt op af et tysksproget forlæg. Og det er netop, hvad Den Danske Virksomhedsportal gør.

22.000 kroner for at optræde i et ukendt register
Firmaet har til huse i Hamburg og har til lejligheden registreret domænet danmarks-virksomhedsportal.dk den 11. februar i år, viser DK Hostmasters whois-database. På hjemmesiden ligger registret over danske virksomheder. Eller i hvert fald noget, der skal ligne.

Den Danske Virksomhedsportal sender registreringsbreve, som bevidst indeholder fejl (samme metode anvendte annoncehajfirmaet Dansk Internet Register). Hvis man som godtroende virksomhed lader sig gribe af behovet for at korrigere de fejlagtige oplysninger, binder man sig for annoncering i firmaets såkaldte register i tre år. For den nette sum af 982 euro – pr. år. Altså en udgift på ca. 22.000 danske kroner. For at stå i et ukendt virksomhedsregister.

Godt råd: smid brevet ud!
Hvis du vil vide mere om den nye annoncehaj, så læs Håndværksrådets artikel Ny annoncehaj forfølger små virksomheder. Og modtager din virksomhed et brev fra Den Danske Virksomhedsportal, så skynd dig at smide det ud. Det er den bedste reaktion på henvendelser fra udenlandske annoncehajer, siger Håndværksrådet.

Skrevet af Bente Hoffmann

Bente Hoffmann har arbejdet med kommunikation på nettet siden starten af 00'erne. I Webredaktricen er Bente din rådgiver om webkommunikation og online-tilstedeværelse, og hun er ekstern webredaktør og tekstforfatter.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.